Apotekets personale

På Dalgas Boulevard Apotek og Apoteket Lille Bjørn møder du kun eksperter

Ud over at have gennemgået en længerevarende uddannelse, efteruddannes alt faguddannet apotekspersonale løbende for at sikre dig den mest opdaterede viden, indenfor sundhed og sygdom. 
Som specialister er alle på apoteket uddannet til at vejlede og rådgive indenfor langt de fleste områder på apoteket. Du er altid velkommen til at spørge os på apoteket. Så sørger vi for at du får den bedste information og rådgivning der passer til din situation. 
På Dalgas Boulevard Apotek og Apoteket Lille Bjørn er vi 15 ansatte fordelt på følgende måde:

Apoteker
Apotekeren ejer apoteket og har ansvaret for, at det fungerer som arbejdsplads og som vidensformidler, rådgivningsfunktion og forretning, der imødekommer dine behov, når du besøger apoteket. En apoteker er uddannet farmaceut og har meget stor erfaring i arbejdet på et apotek. Apotekeren er på den måde den øverste garant for, at du altid kan stole på de råd og informationer, du får på apoteket.

Farmaceuter
Farmaceuter har gennemgået en femårig kandidatuddannelse (cand.pharm.) på universitet og er specialister indenfor lægemiddelområdet. En farmaceut er uddannet til at støtte lægerne i valg af lægemidler og informere patienterne omkring anvendelse og dosering. De ved alt om virkning og bivirkninger, og på apoteket har de ansvaret for, at recepter bliver ekspederet efter gældende regler. Farmaceuter har ofte en lederrolle på apoteket, så deres erfaring og viden kommer alle til gode. Dermed er farmaceuterne i høj grad medvirkende til, at du får den bedste rådgivning og service. Når du møder farmaceuter i skranken, tager de udgangspunkt i dig og dit behov og kan rådgive dig om alle de produkter og ydelser, du kan købe på apoteket. 

Farmakonomer
Farmakonomer er også højtuddannet apotekspersonale, der er specialister i rådgivning og dialog med kunder. En farmakonom har gennemgået en treårig uddannelse på Farmakonomskolen. På skolen bliver de blandt andet uddannet i at ekspedere og kontrollere recepter samt udlevere lægemidlerne og rådgive kunderne i, hvordan midlet skal bruges. 
Hovedparten af de ansatte, du møder på apoteket, er uddannet farmakonomer.

Farmakonomelever 
Når du møder elever på apoteket, er der tale om kommende farmakonomer. Uddannelsen til farmakonom tager tre år og er både afvekslende og udfordrende. Under uddannelsen har farmakonomeleverne både medicinske fag, samfundsfarmaceutiske fag og humanistiske fag, og de lærer også om organisation og ledelse. Eleven veksler mellem praktik på apoteket og teoretiske kurser på Farmakonomskolen. På denne måde lærer farmakonomer både teorien og afprøver den i virkeligheden på apoteket. Kombinationen af teori og praktik betyder, at farmakonomeleverne hurtigt bliver gode til at forstå, informere og rådgive kunderne. Og der er stor sandsynlighed for, at eleven har rådgivet andre kunder om en situation, der ligner din. 
Du kan læse mere om farmakonomuddannelsen her

Farmaceutstuderende 
På apoteket kan du også møde studerende. Som led i uddannelsen til farmaceut skal de studerende nemlig gennemføre studieophold på et apotek i 1/2 år. I løbet af studieopholdet får den kommende farmaceut et praktisk kendskab til sundhedssektoren og livet på apoteket. Og ikke mindst lejlighed til at møde de mennesker, der til daglig anvender lægemidlerne. I løbet af praktikperioden skal de nå at få indblik i både information, rådgivning og anvendelse af lægemidler – men også i økonomi, ledelse og organisation. Derfor er studieopholdet organiseret og tilrettelagt sådan, at den studerende udarbejder definerede opgaver og projekter. 
Du kan læse mere om farmaceutuddannelsen her

Cykelbude 
Vores to cykelbude deler arbejdet mellem sig og sørger for, at kunder, der ikke har mulighed for selv at komme på apoteket kan få leveret deres medicin til deres private adresse.

 

 

 

 

 

 

 

Denne hjemmeside bruger cookies

Cookies er nødvendige for at hjemmesiden fungerer korrekt, og indsamler viden om anvendelsen af hjemmesiden.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.